Pedersen, Peder

Om rytteren
Født: 03.11.1945
Død: 10.01.2015
Land: Danmark

"Store-Peder". Dansk banesprinter der kørte i perioden 1962-77. I foråret 1962 mødte han op på Odense Cyklebane. Med sine 187 cm., 85 kg. og en lidt for lille cykel blev det en hård start for Peder Pedersen. Han var lidt kluntet, og havde svært ved, at begå sig på cementen, men heldigvis bestod han banens begynderprøver. Den lille cykel fulgte ham i hele hans første sæson, hvor han sluttede som nummer 5 blandt begynderne på Odensebanen.

Flere foreslog Peder Pedersen, at han skulle prøve, at køre forfølgelsesløb, hvis han skulle have nogen forhåbninger om, at lave store resultater. Han havde dog selv en drøm om, at køre sprint, så hans første løb i 1963 blev det fynske mesterskab i sprint. Flere grinede af ham, men deres grin forsvandt, da han vandt mesterskabet foran Ole Bækgaard og Mogens Larsen. I sæsonen 63 fik Peder Pedersen også sprinterdiplomet for 200-meteren, da han kørte på 12,1 sekunder. Derudover blev han også bedst placeret fynbo ved provinsmesterskabet i sprint. Her blev han nummer 4 kun overgået af Per Sarto, Niels Fredborg og Keld Blæsild. Senere på sæsonen deltog han også i det fynske mesterskab i 4 km. forfølgelsesløb, også her imponerede han, da han var lige ved, at kvalificere sig til finalen.

Peder Pedersens gennembrud kom i 1964, hvor han vandt sit første danske mesterskab i sprint foran Jan Ingstrup. Han vandt også det fynske mesterskab og provinsmesterskabet. Ligeledes satte Peder Pedersen også ny dansk rekord på 500 meter med flyvende start. Året efter blev han igen dansk mester i sprint, og han fik en flot 2. plads i DBC's Grand Prix på Ordrupbanen efter den senere verdens og olympiske mester Daniel Morelon. Andenpladser i DBC's Grand Prix lavede Peder Pedersen mange af, 4 som amatør og 3 som professionel. Han vandt dog også en enkelt sejr som professionel i Grand Prix'et i 1974.

For at udvikle sig yderligere, og for at få mere konkurrence flyttede Peder Pedersen i denne periode til København. Flytningen fik det ønskede resultat blandt andet blev han i 1969 atter danskmester, og han erobrede samme år en bronzemedalje ved VM i Brno. Peder Pedersen havde nu vist, at han også kunne klare sig internationalt, så forventningerne til ham steg. Også i 1000-meter på tid havde han forbedret sig, og var ofte en stor konkurrent til Niels Fredborg, der dog for det meste løb med sejren. Omvendt var Peder Pedersen oftest den stærkeste i sprint.

I 1970 satte Peder Pedersen rekord på Ordrupbanen, da han i en sæson vandt 78 sejre. En af grundene til sæsonens lange sejrsrække var, at han flere gange var på træningsophold i udlandet, hvor han i lange perioder fik konkurrence fra flere top-ryttere. Det år vandt han sit fjerde danske mesterskab i sprint, samt satte ny dansk rekord på 200 meter med flyvende start med tiden 11,1 sek. Det blev også til en sølvmedalje ved VM i Leicester i Amatør-sprint efter Daniel Morelon.

Med endnu en fantastisk sæson i 71 vandt han 75 sejre på Ordrupbanen og blev igen danskmester i sprint. For første gang lykkedes det ham også, at vinde DM i 1000 meter på tid, som normalt var Niels Fredborgs ejendom. Det skal dog nævnes, at Fredborg ikke deltog det år, da han tog en mindre pause for, at være klar til olympiaden i 1972. Peder Pedersen vandt også en sølvmedalje på 1000 meteren ved VM i Varese, hvor han tabte til Edouard Rapp.

I 1972 vandt Peder Pedersen igen DM i sprint, mens Niels Fredborg tilbageerobrede sin DM-titel på 1000 meteren. Peder Pedersen vandt 51 sejre på Ordrupbanen i sæsonen, en af hans sejre var et stævne på DBC's fødselsdag, hvor både professionelle og amatører konkurrerede mod hinanden. Det var første år, hvor det var tilladt med opgør mellem de to klasser. Amatøren Peder Pedersen vandt overlegent alle tre afdelinger, hvor han blandt andet slog den professionelle verdensmester Lyn Loevesijn. Ved VM i San Sebastian hentede Peder Pedersen to fjerdepladser; en i sprint og en i 1000 meter på tid. Der blev ingen danske medaljer ved dette verdensmesterskab. Ved DM vandt Peder Pedersen sit sidste mesterskab som amatør i sprint. Men han vandt også for anden gang DM i 1000 meter på tid. Denne gang deltog Fredborg, men han blev slået med 0,30 sekunder.

I sæsonen 1974 gik Peder Pedersen over og blev professionel, hvor han fik en fantastisk sæson med mange sejre og rekorder. Han satte ny dansk- og verdensrekord på OL-træbanen i Rom i 1000 meter med tiden 1:07:49. Derudover forbedrede han også Palle Lykkes professionelle rekorder på 200 og 500 meter med flyvende start.

Ved verdensmesterskabet i Montreal ramte han topformen og blev verdensmester foran John Nicholson og Robert van Lancker. I den afgørende 3. afdeling lukkede Nicholson af for Peder Pedersen, så han styrtede voldsomt. På trods af sine skader vandt Peder Pedersen omkørslen.

Siden denne episode var Peder Pedersen og John Nicholson ærkerivaler, der udkæmpede mange drabelige spurter. Året efter vandt han endnu et stort mesterskab, da han blev europamester foran Robert van Lancker og Gerrie Fens. Ved verdensmesterskabet mistede han sin titel, da han desværre blev slået af John Nicholson. Endnu engang var han handicappet af et styrt ved stævnet. Hans sølvmedalje blev Danmarks eneste ved arrangementet.

Efter sæsonen 1977 indstillede Peder Pedersen karrieren, men nåede dog i sidste sæson, at vinde et DM i sprint for professionelle. Han blev også nummer 3 ved EM i 1977. Igennem hans cykelkarriere og efter arbejdede Peder Pedersen som politibetjent, og han har i en årrække været formand for Danmarks Cykle Union samt været en del af bestyrelsen i den internationale cykelunion.

Peder Pedersen døde natten til lørdag den 10.01.2015 efter længere tids sygdom.
Dan Vendt Christensen