"Cecco", "Lo sceriffo". Stor robust italiensk cykelrytter, der var specialist i tempokørsel og forårets brostensløb. Han var en af Italiens bedste ryttere i slutningen af 1970'erne og i 1980'erne. Hans ærkerival var landsmanden Giuseppe Saronni, som han ofte konkurrerede med i løbenes afslutninger. Desværre var Saronni en meget bedre sprinter, så det kostede ham nogle sejre. Som så mange gange før delte de to ryttere Italien op i to, nogle mente, Saronni var bedst andre Moser. Tidligere eksempler på dette er ryttere som Costante Girardengo og Alfredo Binda i 1920'erne, Gino Bartali og Fausto Coppi i 1940'erne og Gianni Bugno og Claudio Chiappucci i starten af 1990'erne.

Moser kom fra en cykel interesseret familie, og alle hans tre brødre (Aldo, Diego og Enzo) blev også professionelle cykelryttere. Ingen af brødrene blev lige så kendte som Francesco, men både Aldo og Enzo Moser havde også en overgang førertrøjen i Giro d'Italia. Aldo Moser vandt også Grand Prix des Nations i 1959.

Francesco Moser blev professionel i 1973 hos Filotex, hvor han i sin første sæson vandt 14. etape i Giro'en til Florence. Herefter gik det stærkt, så allerede året efter vandt han 8 sejre, og var tæt på at vinde Paris-Roubaix, men blev slået af Roger de Vlaeminck. Senere vandt han Paris-Roubaix både i 1978,79 og 80, og fik fire andre top 3 placeringer.

Han fik sin debut i Tour de France i 1975, hvor han vandt to etaper (Prologen + 7. etape), samt havde førertrøjen 7 dage. Det år sluttede han samlet som nummer 7, 24 minutter og 13 sekunder efter Bernard Thévenet, hvilket er hans bedste resultat i Tour'en.

Bjergkørsel var han ikke god til, men alligevel har han flere gode resultater i Giro d'Italia. Faktisk lykkedes ham at vinde Giro d'Italia i 1984, men kun fordi arrangørerne havde tilpasset ruten så den lå bedre til det italiensk cykelidol.

En af Mosers største sejre var verdensmesterskabet i 1977, som det år blev afholdt i Venezuela. Han var i udbrud med tyskeren Dietrich Thurau, men selvom han punkterede på sidste omgang, kom han op igen, og vandt spurten. Landsmanden Franco Bitossi vandt bronze.

I slutningen af sin karriere lykkedes det ham at slå timerekorden (to gange i 1984). Da den senere blev slået af Graeme Obree, forsøgte han at tilbageerobre rekorden 6 år efter han havde stoppet sin karriere. Dog uden held.
Dan Vendt Christensen